Om bæredygtigt byggeri

Sidst opdateret 16/06/2020
Den nationale strategi for bæredygtigt byggeri udgør regeringens sektorhandlingsplan for bygge- og anlægssektoren.

EPD-pulje

Sidst opdateret 19/10/2021
EPD-puljen er en offentlig tilskudsordning, på 15 mio. kr., der støtter producenters og branchens udvikling af EPD’er. Puljen skal fremme udviklingen af miljøvaredeklarationer på et marked der i stigende grad har fokus på bygningers miljøpåvirkning.

I maj 2021 blev der indgået en politisk aftale om at afsætte 50 mio. kr. til udvikling af bæredygtigt byggeri. Som en del af aftalen er der afsat 15 mio. kr. i en pulje til fremme af miljøvaredeklarationer (EPD’er) for byggevarer. 

OBS: Puljen åbner først d. 1. januar 2022.

Puljen giver mulighed for at få dækket op til 50% af udgifterne til udarbejdelsen af EPD'er. 
Der kan søges om max. 2 produktspecifikke EPD’er pr. producent/virksomhed. Der er sat en grænsen på 2 for at puljen kan gavne så mange forskellige producenter og produkter som muligt. Yderligere vil der være en maksimal støtte på 150.000 kroner pr. produktspecifik EPD. En branche kan søge for flere datasæt af branche EPD’er. Der vil være en maksimal støtte på 350.000 kroner pr. brancheorganisation. 

Midlerne uddeles efter først-til-mølle princippet, og styrelsen prioriterer dermed ikke yderligere i ansøgningerne, så længe ansøgningskravene er opfyldt. 
Søg om EPD-Puljen:
For at søge om tilskud fra EPD-puljen skal du sende en ansøgning via ansøgningsportalen, Virk.dk, her kan du finde ansøgningsskemaet [linket friviges fra januar 2022].
Bemærk at der kan opleves problemer med portalen ved brug af Safari og visse versioner af Explorer. 

Hvis du er ny på ansøgningsportalen, skal du oprette dig som bruger ved hjælp af NemID. Som ansat i en virksomhed skal du bruge en medarbejdersignatur med nøglekort eller nøglefil. Du kan IKKE bruge dit private Nem ID. Det er vigtigt, at du er opmærksom på om du registrerer dig som hovedansvarlig (administrator) eller stedfortræder. Er du stedfortræder, som opretter ansøgning på vegne af hovedansvarlig, skal du invitere hovedansøger til at uploade ansøgningen til endelig indsendelse. Når denne invitation er sendt har stedfortræder ikke adgang til sagen længere og kan derfor ikke indsende ansøgningen endeligt!
Læs mere om medarbejdersignatur med nøglekort.

Sådan søger du: 

  1.  Ansøgning om tilskud. Når du opretter en ansøgning, skal du vælge om du ønsker at søge om en produktspecifik EPD eller en branche EPD. Derefter skal du på portalen angive nogle grundlæggende oplysninger om dit produkt samt et estimat for den samlede pris for EPD'en der skal udvikles.  
  2.  Herefter skal du vedhæfte en række bilag, som du finder under de enkelte indkaldelser. De indtastede data på portalen og bilagene udgør den samlede ansøgning. 
  3.  Kontroller det viste overblik over ansøgningen og ret evt. mangler.
  4.  Indsend ansøgningen og download evt. en PDF med portaldata og oversigt over indsendte filer. Der udsendes ikke en automatisk kvittering pr. mail. 
  5. Når Bolig- og Planstyrelsen har modtaget ansøgningen udsendes der en mail med instruktioner om næste step, samt et sagsnummer, som alle fremtidige mails skal mærkes med. 
  6. Ansøgningsprocessen foregår herefter udelukkende via direkte mailkorrespondance med Bolig-og Planstyrelsen. 
  7. Max. 3 måneder efter ansøgningstidspunktet skal der indsendes tilbud fra: 
    - En LCA-konsulent 
    - En verifikatoren
    - og en programoperatør(skal være tilknyttet paraplyorganisationen ECO-platform)
  8. Herefter kan udarbejdelsen af miljøvaredeklarationen(EPD'en) igangsættes. Arbejdet skal være afsluttet max et år efter tilsagnet fra Bolig-og Planstyrelsen.
  9. Herefter kan der søges om udbetaling. I den forbindelse skal der indsendes:
    - Faktura for de afholdte udgifter.
    - Dokumentation for, at programoperatøren har udgivet EPD’en. 
  10. Tilskuddet udbetales.

Puljen er på nuværende tidspunkt i offentlig høring. Det er muligt at indsende høringssvar frem til d. 12. november 2021.
Du kan se bekendtgørelsen og vejledning til EPD-Puljen på høringsportalen.

Du kan se eksempler på tidligere udarbejdede EPD'er på ECO-platforms hjemmeside eller på hjemmesider fra andre programoperatører.

 

Har du spørgsmål?

Stil dem til epd-pulje@bpst.dk



 

Video

Introduktion til den frivillige bæredygtighedsklasse (3:50 min.)

Vejledning om den frivillige bæredygtighedsklasse

Find vejledningen og tilmeld dig testen af den frivillige bæredygtighedsklasse på temasiden Bæredygtighedsklasse.dk

National strategi for bæredygtigt byggeri

Sidst opdateret 16/06/2020
Den 5. marts 2021 indgik regeringen en bred politisk aftale om en national strategi for bæredygtigt byggeri. Indholdet i strategien er efterfølgende lanceret som en udgivelse med uddybende beskrivelser af de 21 initiativer.

Den nationale strategi for bæredygtigt byggeri sætter de langsigtede rammer for en ambitiøs omstilling af den danske bygge- og anlægssektor og skal i de kommende år bidrage væsentligt til at sikre et helhedsorienteret fokus på udviklingen af byggeriet i en bæredygtig retning.

Udgivelsen af den nationale strategi for bæredygtigt byggeri beskriver de 21 initiativer, som skal gennemføres under de fem temaer:

 

 

  1. Mere klimavenligt byggeri og anlæg

  2. Holdbare bygninger af høj kvalitet

  3. Ressourceeffektivt byggeri

  4. Energieffektive og sunde bygninger

  5. Digitalt understøttet byggeri.

 

 

Som et led i strategiens langsigtede plan for omstilling af byggeriet, illustrerer strategien proces- og tidsplaner for gennemførelsen af initiativerne, herunder for indfasningen af krav i bygningsreglementet om bygningers klimaaftryk, der har afsæt i den frivillige bæredygtighedsklasses krav om livscyklusvurdering (LCA).

Procesdiagram med trinvis indfasning og stramning af CO2-krav til byggeriet. Klik på billedet for at se diagrammet i stort format.

Med initiativerne i strategien sættes der bl.a. fokus på helhedsvurderinger ved renoveringer for at mindske nedrivning af bygninger, fremme og udvikling af mere retvisende miljødata for materialer og forbedring af tilgængeligheden af EPD’er samt nedsættelse af et koordineringsudvalg for bæredygtigt byggeri, der skal sikre forankring af initiativerne i branchen.

 

Strategi for bæredygtigt byggeri er udgivet af Indenrigs- og Boligministeriet og kan ses via linkmodulet nedenfor.

Strategi

National strategi for bæredygtigt byggeri

Den 5. marts 2021 indgik regeringen en bred politisk aftale om en national strategi for bæredygtigt byggeri. Indholdet i strategien er efterfølgende lanceret som en udgivelse med uddybende beskrivelser af de 21 initiativer, som skal udmøntes.

Oversigt over strategiens initiativer og udmøntning. Klik på billedet for at se oversigten i stort format.

De gule prikker i oversigten ovenfor markerer relationen til den politiske aftale af 31. maj 2021, om en pulje på 50 mio. kr. til fremme af bæredygtigt byggeri med gennemførelse af fem initiativer:

 

  1. Videnscenter om bygningers klimapåvirkning
  2. Videreudvikling af beregningsværktøjet LCAbyg
  3. Fremme af genbrug af bærende konstruktioner
  4. Fremme af miljøvaredeklarationer (EPD’er)
  5. Styrke omkostningseffektive energirenoveringer

Vejledning om den frivillige bæredygtighedsklasse

Sidst opdateret 16/06/2020

Boligministeren lancerede den frivillige bæredygtighedsklasse 29. maj 2020, som er et centralt element i den grønne omstilling af byggeriet. Alle bygherrer inviteres til at deltage i en toårig testfase, som er første skridt mod en mere bæredygtig regulering på området.


Vejledningen er et frivilligt redskab, som alle bygherrer kan tage i brug og anvende på alle bygningstyper. Bæredygtighedsklassen består af ni bæredygtighedskrav, hvoraf to krav alene retter sig mod boliger som et praktisk værktøj, der kan hjælpe den enkelte bygherre på vej mod et mere bæredygtigt byggeri.


Med et bredt perspektiv på bæredygtighed har klassen fokus på både byggematerialer, opførelse, vedligeholdelse, drift og indeklima. Klassen ser dermed på alle faser i byggeriets livscyklus ud fra et samlet hensyn til både de miljø- og klimamæssige, sociale og økonomiske forhold. 

I en toårig periode skal den frivillige bæredygtighedsklasse testes sammen med byggebranchen, og derfor inviteres alle bygherrer nu til at afprøve klassen på konkrete byggerier. De praktiske erfaringer fra testfasen vil danne afsæt for en mere bæredygtig regulering. Klassen er derfor et vigtigt skridt i den grønne omstilling af byggeriet.

Video

Introduktion til den frivillige bæredygtighedsklasse (3:50 min.)

Vejledning om den frivillige bæredygtighedsklasse

Find vejledningen og tilmeld dig testen af den frivillige bæredygtighedsklasse på temasiden Bæredygtighedsklasse.dk

Livscyklusvurdering (LCA)

Sidst opdateret 01/03/2021
En livscyklusvurdering, også kaldet LCA (Life-Cycle Assessment), kan beregne byggeriets potentielle miljøpåvirkning.

De miljøpåvirkninger, der indgår i en LCA opstår i hovedtræk i forbindelse med fremskaffelse af råvarer, produktion af byggematerialer, energi- og ressourceforbrug ved drift og vedligehold, samt ved bortskaffelse og genanvendelse af bygningsdele og byggematerialer. Læs mere om livscyklusvurdering i publikationen 'Introduktion til LCA på bygninger' samt i analysen 'Bygningens livscyklus'.


Til støtte for livscyklusvurderinger har Bolig- og Planstyrelsen lanceret LCAbyg, som er et LCA-værktøj. Med LCAbyg kan du beregne byggeriets miljøprofil og ressourcefor­brug. Du indtaster informationer om bygningsdelene og evt. bygningens energiforbrug. Værktøjet tager sig automatisk af LCA-beregningerne og samler resulta­terne i en rapport.

Ny rapport om klimavenligt byggeri og samfundsøkonomi

 

En ny rapport fra Teknologisk Institut og Rambøll opsamler 8 landes tilgang og erfaringer med klimavenligt byggeri, herunder LCA (livscyklusvurderinger), ligesom rapporten belyser de samfundsøkonomiske konsekvenser ved klimavenligt byggeri.

 

Rapporten understøttes af 10 cases med eksempler på LCA’er af bygninger fra 5 forskellige lande.

 

Rapporten er et led i udmøntning af den grønne klimapulje, som der blev indgået politisk aftale om i 2019.

 

Hent rapporten og casekataloget nedenfor.

Rapport

Klimavenligt byggeri og LCA

Analyse af udvalgte landes tilgange til klimavenligt byggeri, LCA og samfundsøkonomi

Rapport

Casekatalog - Klimavenligt byggeri og LCA

Analyse af udvalgte landes tilgange til klimavenligt byggeri, LCA og samfundsøkonomi.

Rapport

Project on LCA and socioeconomics

Analysis of other countries' approach to building LCA.

Totaløkonomi (LCC)

Sidst opdateret 01/03/2021
Totaløkonomisk analyse, også kaldet LCC (Life-Cycle Costing), hviler på et totalomkostningsprincip, hvor relevante omkostninger og indtægter inkluderes. Dette for at sikre, at kvaliteten og de langsigtede konsekvenser af valg af løsninger vurderes.

LCC kan således understøtte arbejdet med en øget økonomisk bæredygtighed, som forudsætter, at der er skabt balance mellem omkostninger og opnået kvalitet over bygningens levetid, samt at der er fokus på den værdiskabelse, som genereres i bygge- og driftsfaserne. Læs mere i publikationen "Introduktion til LCC på bygninger".

 

Til støtte for totaløkonomiske beregninger har Bolig- og Planstyrelsen udviklet et nyt fælles beregningsværktøj kaldet LCCbyg. Der er også udarbejdet en tilhørende "Installationsguide og brugervejledning til LCCbyg", som detaljeret beskriver, hvordan værktøjet anvendes. 

Publikationer og værktøjer (LCA og LCC)

Sidst opdateret 16/06/2020
Herunder finder du publikationer, der giver en introduktion samt eksempler på LCA og LCC. Du finder også link til LCA-værktøj.

Introduktion:

Vejledning

Introduktion til LCA på bygninger

Formålet med denne publikation er at give en introduktion til hvad LCA på bygninger kan bruges til, hvordan bygningens livscyklus kan karakteriseres samt hvordan LCA på bygninger udføres i praksis.

Vejledning

Introduktion til LCC på bygninger

Denne vejledning indeholder en introduktion til LCC på bygninger, hvor bl.a. de totaløkonomiskeprincipper og beregning af totaløkonomien vil blive gennemgået.

Værktøjer:

Værktøj

LCAbyg

LCAbyg, som er et værktøj, der beregner livscyklusvurderinger for bygninger. Download det inkl. vejledninger via LCAbyg.dk.

Rapport

Opdaterede emissionsfaktorer for el og fjernvarme

Dette notat beskriver de overordnede forudsætninger, der er anvendt i forbindelse med udvikling af emissionsfaktorerne for el og fjernvarme fra 2020 til 2040.

Notat

Historisk - Nye emissionsfaktorer for el og fjernvarme

Dette notat beskriver de overordnede forudsætninger, der er anvendt i forbindelse med udvikling af emissionsfaktorerne for el og fjernvarme.

Eksempler:

Vejledning

LCA på hele bygninger

Formålet med denne pjece og den dertilhørende projektfil med beregninger er at vise, hvorledes LCAbyg kan bruges i en konkret byggesag.

Vejledning

LCA på konstruktioner

Formålet med denne pjece og den dertilhørende projektfil med beregninger er at vise, hvorledes LCAbyg i en designfase kan bruges til at undersøge og sammenligne konstruktioners miljøpåvirkninger.

Vejledning

LCC på bygninger: Renovering kontra nedrivning af nybyggeri

Formålet med denne pjece og den dertilhørende projektfil med beregninger er at give et eksempel på, hvordan værktøjet LCCbyg kan bruges til at sammenligne og vælge mellem to forskellige konstruktioner.

Vejledning

LCC på konstruktioner

Formålet med denne pjece og den dertilhørende projektfil med beregninger er at give et eksempel på, hvordan værktøjet LCCbyg kan bruges til at sammenligne og vælge mellem to forskellige konstruktioner.

Cirkulær økonomi i byggeriet

Sidst opdateret 01/03/2021
Der er CO2-besparelser at hente i byggeriet ved øget genbrug af byggeaffald, og særligt for etagebyggeri er det desuden muligt at spare penge. Det viser en undersøgelse, som Rambøll har lavet på vegne af Bolig- og Planstyrelsen.

Bygge- og anlægssektoren står for ca. en tredjedel af den samlede affaldsmængde i Danmark. For at sikre, at der også i fremtiden er naturressourcer nok, er der behov for at optimere den måde, hvorpå byggematerialer genbruges.

 

I dag der begrænset viden om, hvilke muligheder og barrierer der er for genbrug af byggevarer. Derfor har Rambøll – på opdrag fra Bolig- og Planstyrelsen – undersøgt de miljømæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser forbundet med  genbrug og genanvendelse af fire materialefraktioner: tagsten, stenuld, beton og interimstræ.

 

Analysen viser, at der ved genbrug og genanvendelse af de fire materialefraktioner er CO2-besparelser at hente. For stenuld, beton og interimstræ er der ligeledes en samfundsøkonomisk gevinst, hvorimod der for tagsten er et samfundsøkonomisk tab ved brug af de nuværende metoder for nedrivning.

 

Der er foretaget økonomiske beregninger for anvendelsen af genbrugsmaterialerne ved tre typer af byggerier; typehus, etageboligbyggeri og kontorbyggeri. Beregningerne viser, at der særligt ved byggeri af etagebebyggelse er penge at spare ved at øge genbruget af materialerne.

 

Men undersøgelsen viser dog også, at der er behov for bedre samarbejde, viden og udvikling blandt de enkelte aktører i byggeriet. Analysen giver en række anbefalinger til, hvordan myndigheder, rådgivere, brancheforeninger, private virksomheder og bygherrer alle kan være med til at øge andelen af genbrugte og genanvendte byggematerialer.

 

Analysen vil indgå i styrelsens videre arbejde med bæredygtigt byggeri og vil forhåbentlig kunne bruges som inspiration til nye initiativer og arbejdsmetoder i byggebranchen.

Rapport

Cirkulær økonomi i byggeriet - Analyse af potentialer ved øget genbrug og genanvendelse af byggeaffald

Analysen viser, at der ved genbrug og genanvendelse af fire materialefraktioner, nemlig tagsten, stenuld, beton og interimstræ, er CO2-besparelser at hente. Analysen vil indgå i styrelsens videre arbejde med bæredygtigt byggeri.

Rapport

Cirkulær økonomi i byggeriet - Bilagsrapport

Rapport

Cirkulær økonomi i byggeriet - LCA bilagsrapport / Bilag A

Bilagsrapporten indeholder en gennemgang af den udførte livscyklusvurdering (LCA) i form af en screening af scenarier for håndtering af fire typer af byggeaffald i Danmark.