København-Ringsted Banen

Sidst opdateret 04/08/2021
I perioden 2010-2019 anlagde Banedanmark en ny dobbeltsporet, elektrificeret jernbane fra København til Ringsted. Banen er bygget til hastigheder på op til 250 km/t. for persontog og er Danmarks første jernbane, som kan betjene højhastighedstog.

Jernbanestrækningen fra København over Roskilde til Ringsted er en af de mest benyttede banestrækninger i Danmark. Grundet fuld udnyttelse var strækningen blevet en trafikal flaskehals. Ved at bygge en ny bane mellem København over Køge og til Ringsted bliver det muligt at få en markant bedre køreplan med flere togafgange, kortere rejsetid og færre forsinkelser.

 

Første etape af Timemodellen

Som Danmarks første højhastighedsbane skal den nye bane være med til at imødekomme fremtidens transportbehov. Den er samtidig første etape af den politisk vedtagne plan ”Timemodellen”, om at afkorte rejsetiderne mellem landets største byer, så passagererne kan køre med tog mellem hver af byerne København, Odense, Aarhus og Aalborg på en time.

 

Du kan læse mere om Timemodellen under 'Aftale om Togfonden dk' nedenfor.

 

Trafikstyrelsens arbejde

Trafikstyrelsen er jernbanemyndighed i Danmark og har ansvaret for at godkende og føre tilsyn med etableringen af København-Ringsted Banen.

 

Trafikstyrelsen er derfor involveret i projektet fra start til slut. Styrelsen har bl.a. deltaget i en forhåndsdialog med Banedanmark, om at sikre en smidig og effektiv myndighedgodkendelsesproces. Styrelsen har også udstedt ibrugtagningstilladelser til flere af de første aktiviteter i projektet, som vedrører ændringer om tilknytning til den eksisterende jernbaneinfrastruktur ved enten Vigerslev, Ringsted eller Køge.

Kontakt